|
|
|
Finans og Leasing
Finans og Leasing er en interesseorganisation for danske registrede virksomheder,
der beskæftiger sig med finansiering. I maj 2004 ændredes foreningens navn til det
nuværende fra det oprindelige, Danske Finansieringsselskabers Forening.
De første indledende drøftelser omkring oprettelse af foreningen blev foretaget
i slutningen af 1960'erne, og formaliseret i 1976. Foreningen har siden haft en
række af de væsentlige finansieringsselskaber i Danmark som medlemmer. Som medlem
kan optages selskaber, der hovedsagelig driver finansieringsvirksomhed i Danmark.
Herved omfattes aktiviteter som factoring, kontokortfinansiering, leasing
og andre former, der kan karakteriseres som finansieringsvirksomhed.
Det ligger i foreningens formål at virke for en sund udvikling af finansieringsvirksomhed
i Danmark. Der arbejdes derfor med problemstillinger, der vedrører medlemmernes
aktivitet. Således repræsenterer foreningen medlemmerne overfor offentlige myndigheder
i spørgsmål om nye love og har gennem høringssvar mulighed for at øve indflydelse
herpå. Endvidere yder foreningen en omfattende informationsservice og uddannelsesaktivitet
for medlemmerne.
Alle medlemmer af Finans og Leasing er underlagt et kodeks for god forretningsskik. Formålet med kodekset er at sikre en høj standard for den adfærd, som selskaberne udviser i forhold til deres kunder (såvel forbrugere som erhvervsdrivende).
Finans og Leasing har retningslinjer for afgivelse af responsum eller forslag
til en egnet syn- og skønsmand – se mere herom i
dette dokument.
Foreningen udbyder en hjemmeside til beregning af værdien af et finansielt leaset
aktiv. Klik her for at springe til
hjemmesiden.
På internationalt plan er leasingsektoren medlem af en sammenslutning af nationale
foreninger (LEASEUROPE). Ligeledes er factoringsektoren medlem af EU Federation – en sammenslutning af europæiske foreninger for factoring-erhvervet, og
Eurofinas (sammenslutning af forbrugsfinansieringsselskaber).
Gennem dette arbejde følger vi udviklingen på de finansielle
markeder i Europa, og har gennem medlemskabet mulighed for at øve indflydelse på
EU kommissionen og dermed på de EU direktiver, der vil få betydning for finansieringsvirksomhed
i Danmark.
Med deltagelse af de fleste seriøst arbejdende finansieringsselskaber i Danmark
opnår foreningen naturligt en større gennemslagskraft. Der opnås endnu bedre mulighed
for også at påvirke lovgivning i Danmark og i EU til forhåbentlig gavn for foreningens
medlemmer.
For at målrette foreningens arbejde er vi opdelt i 4 sektorer:
- Leasing
Arbejdsopgaverne er bl.a. afskrivningsloven, Leaseurope,
registerlovgivning, lejelovgivning, ABL95, billove, momslove, skat, restværdi,
forretningsetik.
- Factoring
Arbejdsopgaverne er bl.a. factoring generelt, inkassolovgivning,
gældsbrevsloven, konkursloven, EU ret og international udvikling, pant- og
transportforhold, renteloven.
- Lån mod sikkerhed
Arbejdsopgaverne er bl.a. kreditaftalelov, tinglysning, forsikringsforhold,
markedsføringsloven, konkurrenceloven, obligationsret generelt,
tinglysningsafgiftsloven,
gebyrer/afgifter generelt, rentelove.
- Forbrugslån og kreditkort
Arbejdsopgaverne er bl.a. kreditaftaleloven, renteforhold,
markedsføring.
Information til medlemmerne sker dels via hjemmesiden og udsendelse af aktuel information, dels gennem udsendelse af kvartalsorientering, cirkulæreskrivelser samt statistikker, der også ligger på foreningens hjemmeside.
|